Mange steder i Spanien synger man julen ind med de såkaldte villancicos, en
type julesange som er påvirket af flamencoen. På samme måde som vi både
har julesalmer og -sange, har spanierne også et kirkeligt og et folkeligt
udtryk i forbindelse med Jesu fødsel.
Villancicos (af villano: folkelig) er
betegnelsen for glade og livlige julesange med religiøse temaer og uden fast
metrisk form. De "hvide spaniere" (ikke-sigøjnere) har brugt
allerede kendte, folkelige visemelodier og rytmer , mens sigøjnerne synger
dem i forskellige flamenco-rytmer.
Teksterne er troskyldige og glade og fortæller
i dagligdags billeder og episoder om Jesus-barnet og den hellige familie og
omsætter på den måde evangeliernes budskab til en slags "hverdagens
teologi". Tidligere blev midvinteren fejret med en solhvervsfest, som
rummede besværgelser, gode ønsker og håb for det kommende år. Med Jesu fødsel
blev julen fra den sene middelalder markeret som en glædesfest, der ikke kun
gjaldt den nærmeste fremtid, den nærmeste familie eller naboerne, men en
fest som omfattede hele den kristne menneskehed - fra evighed til evighed.
Sangene er oftest bygget op over en veksling
mellem kor og vers for en solostemme. Andre typer menes at stamme fra den
arabiske verseform "moaxaja", en poetisk form skabt af Muqqadam Ibn
Muaffa, også kendt som El Ciego de Cabra (Den Blinde fra Cabra). Under alle
omstændigheder er det vanskeligt at sætte konkret dato eller årstal for
deres oprindelse, fordi der både mangler historiske og musikhistoriske data
om sangene.