"Con el garrotín, con el garrotán, que de la vera, vera, vera de San Juan".
De fleste, der har stiftet blot perifert bekendtskab med garrotín, kan nynne med på den muntre lille ørehænger af et omkvæd. Genren er blevet beskrevet som et "flamenco divertissement", og det er egentlig ret rammende. Det er en livlig og charmerende ting i C- eller G-dur i 4/4 rytme - det vil sige tangos-compás. Garrotín er festlig, humørfyldt, iørefaldende og dansevenlig, så ørehænger-kvaliteterne til trods, eller netop derfor, er der ingen - bortset fra svigermor - der har grund til at hænge med ørerne.

Garrotín hører til de "flamenkiserede" stilarter, altså stilarter der har rødder i folke musikken og er blevet assimileret og indarbejdet i flamencoen. Den fremherskende teori er, at den stammer fra Asturien og det nordlige León; men som det ofte er tilfældet i flamenco- sammenhænge, findes der på grund af den sædvanlige kildeknaphed også andre synspunkter blandt de kloge. Således er der nogle, der mener at den har sit udspring i sigøjnermiljøer i Lérida og Tarragona, og andre - med baggrund i dens melodiske ligheder med koloni stilarterne (los cantes de ida y vuelta), specifikt colombianas - der hælder til den teori, at den kunne stamme fra den anden side af Atlanten, hvorfra den er kommet til Andalusien via havnebyen Cadiz.

Hvoraf så navnet garrotín? Igen: Det er usikkert. Men de, som tror på "den asturiske forbindelse", forklarer betegnelsen med et slægtskab med det asturiske ord garrotiada, der står for en forsamling af mennesker omkring korntærskningen, hvor ordets rod "garrote"
i denne forbindelse betyder en plejl eller plejle-stok. Dermed er vi tilbage ved omkvædet, hvor der tærskes ved Skt. Hans: "Con el garrotín, con el garrotán, que de la vera de San Juan".

Udarbejdet i samarbejde med Flamenco Vivo