Som vi kender dansen i dag, blev den udviklet af Francisco Mendoza Ríos "El Faíco", der også - sammen med guitaristen Ramón Montoya - tegner sig som ophavsmand til stilarten farruca. Det skete i starten af 1900-tallet, hvor genren opnåede stor popularitet. Dansen er graciøs, legende og let i sin stemning. Den veksler mellem bløde markeringer, rytmiske figurer og egentlige trinserier og afsluttes som regel i en rumba-feeling, det vil sige i et hurtigere tempo og med et mere pågående "drive" end i tangos. Garrotín fremføres også i dag oftest i en dansesammenhæng og sjældnere "alante", altså som et rent sang-nummer med guitarakkompagnement. Det forekommer dog, og der findes faktisk en del udgaver på plade - både nye og gamle. Den danses hyppigst af kvinder, og en typisk rekvisit er en "sombrero cordobés" - den typiske fladpuldede, spanske hat.