I kvindendansen er de vigtigste elementer arbejdet med overkroppen, armene og hændernes fine bevægelser, dvælende og yndefuldt med kontraster i de kraftfulde trinpassager. Eksempelvis er caracoles, tientos og tangos stilarter, der stemnings- og bevægelsesmæssigt er velegnede for kvinder - måske også i et vist omfang tarantos p.g.a. sangenes tekstindhold. Her er der rig mulighed for at arbejde med kroppen, armene, hænderne, mimikken og med kjolen som rekvisit, elementer der alle er væsentlige i det feminine udtryk. Også guajíras og rumbas flamencas danses hyppigere af kvinder som følge af sin tilbagelænede, legende sensualitet. Forsåvidt som stilarten peteneras overhovedet danses, vil det også typisk være af en kvinde.

Mandedansen lægger mere vægt på det styrkebetonede og benarbejdet. I modsætning til tientos, tangos m.fl. er f.eks. zapateado og farruca - der begge danses sjældent nu til dags - udpræget maskuline stilarter: zapateadoen p.gr.a. sit ekvilibristiske trinarbejde og farrucaen som følge af sin tunge, seje puls. På samme måde virker martinete (der ikke tidligere blev danset) mere troværdig eller "autentisk" for en mandlig danser, da sangens temaer oftest er hentet fra arbejdet i smedjerne.