Kendskabet til og respekten for den oprindelige flamenco-sang har altid været ret beskeden. Det faktum, at sangen fødtes og voksede i de laveste samfundslag i Andalusien, blandt de fattigste og mest ringeagtede af alle, affødte fra borgerskabets side en udbredt reaktion i form afstandtagen fra noget, de mente hørte til blandt "usle folk". De sammenlignede på intet tidspunkt flamencoen med andre ægte, folkelige udtryk, og sangen nød ikke den samme popularitet, udbredelse eller respekt i det andalusiske samfund. Flamencoen var i deres øjne ikke noget "regionalt udtryk", men derimod en "hemmelig", mærkelig og afgrænset familie-tradition. De almindelige andalusere sang ikke flamenco, kendte ikke meget til den og brød sig ikke om den i dens oprindelige former. Der var en del flamenco-aficionados; men de var få og udgjorde i reglen en ganske lille flok i lokalsamfundene, netop fordi flamencoen var spiret frem som en intim udtryksform for et ringeagtet mindretal.