I sin oprindelige form har flamenco-dansen ikke haft egentlige kostumer, da den blev udført under private former og ikke var beregnet på optræden. Kostumerne kom langsomt ind i billedet, da flamencoen så småt begyndte at blive professionel, d.v.s. fra midten af 1800-tallet og frem. De optrædende skulle være pænt og passende klædt, og kvinderne pyntede sig med sjaler, blomster, pyntekamme og andet tilbehør afhængigt af mode og økonomisk formåen. Denne tendens er holdt ved eller ligefrem forstærket i forskellige perioder, og blev bragt med ind i vor tids tablao-flamenco, ofte i overdrevne former, der skulle fremstå som "typiske" for flamenco-udtrykket: Fyrigt, farverigt og temperamentsfuldt.

Kostumet er - bortset fra kroppen - danserens eneste egentlige rekvisit, der med snit, farver og brug kan understrege alle dansens udtryk, fra drama til sensualitet og humor.
I de dybe, melankolske stilarter knuges kjoleskørtet eller jakken for at betone fortvivlelsen, mens der i livlige danse svinges med skørtet eller for mandens vedkommende holdes ud i den traditionelle vest / jakke. I mere humoristiske og festprægede stilarter kan kjolen svøbes omkring hofterne eller bølges på forskellig måde, så kroppens konturer og dansens legende bevægelse fremhæves. Mændenes muligheder er generelt mere begrænset af dragtens karakter. Alvor og drama understreges af tøjets enkelhed og farvevalg; men i de festlige indslag løfter de typisk op i buksebenene eller holder samtidig fat ved buksegylpen og på lænden for at understrege det morsomme og lidt frække i dansen.

Teksten venligst leveret af Susanne Sara Nyegaard - www.flamencovivo.dk