Det indædte broderhad mellem spanierne, der gennem århundreder havde ophobet sig p.g.a. social tilbageståenhed, religiøs formørkelse og politisk undertrykkelse, kom til udtryk på den værst tænkelige måde under borgerkrigen 1936-1939 mellem republikanere og nationalister. I den periode blev det spanske samfund så hårdt ramt, at de dybe skel og sår først lægedes flere årtier efter krigens afslutning. Den centralistiske Franco-stat blev en erklæret fjende for autonome og nationale kræfter i mange regioner, bl.a. Andalusien hvor de sociale modsætninger mellem fattige arbejdere og det konservative aristokrati var overvældende.

Sigøjnerne blev igen under den store genopbygningsfase holdt ude fra samfundet, og flamencoen havde trange kår, hvor rammerne for dens fortsatte eksistens i høj grad var det teaterprægede og show-formen. Frem til slutningen af 1950'erne foregik en så kraftig "kultivering" af den autentiske flamenco, at den næsten kun overlevede i kraft af stærke og fremtrædende personligheder, som holdt traditionen i hævd i dens oprindelige miljøer.

Men historien gentager sig tilsyneladende også inden for flamencoen: På lignende måde, som det foregik i de næsten overlappende perioder "café cantante" og "edad de oro" (guldalderen, ca. 1870-1910) samt "opera flamenca" (teaterperioden, ca. 1910-1930), levede der to meget forskellige udgaver af flamencoen side om side: I forbindelse med den voksende turisme - og dermed behovet for underholdning - undergik flamencoen igen en voldsom udvanding og forfladigelse p.g.a. show-formen i natklubberne. Mange steder optrådte dansekompagnier til båndmusik, så den levende, intime tradition var sat helt over styr i store anonyme opsætninger og "folkloristiske" udstyrsstykker. Samtidig blev flamencoen misforstået og fejlagtigt taget til indtægt for Franco-regimets kontrol og undertrykkelse og fik dermed - igen og ufortjent - et dårligt omdømme. Og endnu engang viste flamencoen og dens udøvere evnen og viljen til overlevelse. I et ønske om at søge bag om turistindustriens show-produkter blomstrede samtidig interessen for den oprindelige tradition, en interesse og et udtryk, der er vokset gennem de seneste 20-25 år. I den periode har flamencoen oplevet en kolossal renæssance, ikke blot i Spanien men i hele verden, og den er med årene blevet én af de folklore-former, der har fået den største, internationale udbredelse. 

I 1956 markeredes et vigtigt vendepunkt. I endnu et forsøg på at genoplive den uddøende tradition og fremme interessen og respekten for den seriøse flamenco blev den første Concurso de Cante Jondo afholdt i Córdoba med lang større succes end konkurrencen i 1922. Denne dyst blev en slags pionér for lignende konkurrencer og festivaler i hele Andalusien, hvor sangen atter vandt terræn via talentfulde, autentiske fortolkere.

Den kulturbegivenhed, der dog for alvor bragte nyt liv til flamencoen, var festivalen i Mairena del Alcor, som har eksisteret siden 1961. Den er i årenes løb blevet en af de største og mest velrenommerede flamenco-begivenheder i Spanien, hvor såvel konkurrence-deltagerne som festivalens inviterede kunstnere hvert år beviser flamencoens fornemme stade og fremtrædende position i det aktuelle, spanske kulturliv.

Teksten venligst leveret af Susanne Sara Nyegaard - www.flamencovivo.dk