Her levede den spirende form længe i afsondrede miljøer blandt sigøjnerne og andre umarginaliserede samfundsgrupper. I et vist omfang har disse udstødte delt de samme svære livsvilkår, og det har haft en afsmittende virkning på musikken, som i denne periode blandede sig med gamle jødiske sange og med den arabiske tradition. Resultatet er blevet en musik-, sang- og dansetradition, der første gang registreres som et selvstændigt udtryk i 1780'erne, en musikform der af os nordeuropæere opleves som meget "fremmedartet": dramatisk, indadvendt og inderlig, melankolsk og ofte nærmest klagende, til andre tider sprudlende festlig, sensuel, legende og utroligt dynamisk.

I 1633 blev sigøjnernes kultur, identitet og levevis "afskaffet" ved dekret fra kong Felipe IV. En ny kongelig lovsamling fra kong Carlos III gengav i et vist omfang deres borgerrettigheder og gav dem lov til at slå sig ned, hvor de ville og udøve deres traditionelle erhverv. Flamencoen og dens stilarter sig levede og udviklede altså i det skjulte blandt sigøjnere og andre udstødte og fattige; men efter deres "rehabilitering" brød den ud af sit lukkede miljø og har undervejs formået at blande sig med regionens øvrige musikkulturer og folkloristiske musik-former. Det blev med tiden en blanding af indisk, orientalsk, arabisk og mellemeuropæisk musiktradition, jødisk synagogesang, gregoriansk kirkesang, ballader og spansk folkemusik. Et kuriosum i den spanske musik-folklore er, at den spanske folkemusiktradition og flamencoen i århundreder har levet og udviklet sig sideløbende i hver sit miljø, i høj grad adskilte, men alligevel sådan, at de to udtryk og former i et vist omfang har ladet sig gensidigt inspirere og påvirke af hinanden.

I slutningen af 1700-tallet kom guitaren så småt til som akkompagnement. Forskellige typer strengeinstrumenter var blevet udbredte og populære via middelalderens omvandrende troubadurer, og at det netop var guitaren, der skulle blive flamencoens instrument er der således flere gode grunde til: Instrumentet skulle være ret lille og let at transportere, og det måtte ikke være kostbart eller vanskeligt at spille på, eftersom det blev spillet af rejsende og simple folk. Almindelig blev guitaren dog ikke før end i løbet café cantante perioden (etablissementer med musik- og sangoptræden, ca. 1840-1910), og først i det 20. århundrede har guitarmusikken udviklet sig såvel på det tekniske som på det kunstneriske plan og opnået status som andet og mere end blot akkompagnement. Nu anerkendes guitaren som solo- og koncertinstrument, og i den moderne flamenco er guitaren indgået i fusioner med såvel andre instrumenter som musikformer.

Teksten venligst leveret af Susanne Sara Nyegaard - www.flamencovivo.dk