Der ligger faktisk et stort antal
kirker i Palma. Når man ør og svimmel er kommet ud på gaden efter et besøg i
katedralen, skal man bare gå et par hundrede meter, og så møder man den næste
store kirke, Santa Eulalia, Palmas ældste kirke fra 1200-tallet. Ganske
vist er mallorkinerne et religiøst folk, men er det nu også nødvendigt?
Forklaringen er den enkle, at byggeriet af domkirken strakte sig over 400 år,
og det kunne man selvfølgelig ikke vente på. Indenfor en radius på måske 500
meter kan man finde ca. 35 kirker og kapeller. Nogle af disse kirker var
oprindelig jødiske templer. Det er interessant, at jøderne
faktisk kom bedre ud af det med deres arabiske naboer end de kristne, som
flyttede ind midt i 1200-tallet. Efter nogle års intriger måtte alle Palmas jøder
enten forlade øen eller konvertere til kristendommen. Deres synagoger blev
enten nedrevet eller konverteret til kristne kirker.
San Francisco kirken og klostret
Og ikke langt fra katedralen ligger San Francisco kirken fra
1281 - nok den betydeligste kirke i Palma. Den smukke barok portal fra 1690 er
lavet af den navnkundige arkitekt Herrera. I kirken ligger Ramón Llull,
én af Mallorcas store sønner, begravet. Hans urne, lavet af Sagrera, står i
en hvælving i kapellet bag koret, udsmykket med engle.
Ved siden af kirken ligger det smukke gotiske kloster med samme
navn som kirken. Klostret er opført 1286-1400 og anses for ét af de smukkeste
klostre i Spanien. Udenfor klostret står en statue af Junípero Serra,
den mallorkinske missionær, som blev kaldt "Californiens apostel".
Ham kan du høre mere om, hvis du følger med os til hans fødeby Petra. Her er
utrolig fredfyldt i betragtning af, at mindre end 100 meter borte slås bilister
om de alt for få parkeringspladser. Vi kan anbefale dig at slappe af en halv
times tid i den indre slotsgård, inden du vender tilbage til den uendelige søgen
efter nye oplevelser.