|
Navnet, som er af arabisk afstamning, betyder "den gyldne
musling" og passer fint til byens smukke beliggenhed og dens
uimodtagelighed overfor de frygtede pirater. Byen ligger i læ af Mallorcas højeste
bjerg, Puig Major, der rager 1.445 meter i vejret. Tidligere var Sóller
det vigtigste område for produktion af vin, oliven og appelsiner. Størsteparten
af produkterne gik til Frankrig. Mange forretningsfolk opbyggede forretninger i
Sydfrankrig og vendte siden tilbage til Sóller, hvor de byggede smukke boliger.
Det er forklaringen på, at mange lokale i Sóller i dag taler fransk, ligesom
der også er en større andel af franske turister i Sóller end på øen som
helhed. Besøg fx det lokale museum i Sóller.
Du kan også vælge en anden og mere
charmerende transportform end bilen, nemlig toget. Sidst i 1800-tallet medførte
kommunikationsproblemer mellem Palma og Sóller, at man gik i gang med at bygge
en jernbane. Denne åbnede i april 1912, og i 1929 blev den elektrificeret. De
oprindelige tog kører stadig på ruten. På den maleriske tur på ca. 28 km
passerer toget 13 tunneller. På et bestemt sted standser turisttoget nogle
minutter for at give passagererne mulighed for at tage feriebilleder ud over den
smukke dal med de mange appelsintræer.
|