De første spor af
menneskelig beboelse i Alcudia går tilbage til bronzealderen (2000-1200 BC). I
området findes talrige vidnesbyrd fra den såkaldte talaiot-kultur. Den
romerske konsul Quintus Cecilius Metellus indtog og lagde øen ind under den
romerske republik i 123 BC og grundlagde byerne Pollentia og Palma. Arkæologiske
udgravninger har vist, at Pollentia har været en rig by med statelige huse,
butikker, et teater og mange offentlige bygninger.
Vandalernes invasion i det 5. århundrede
medførte nedgang for byen, og udgravningerne viser, at byen blev ødelagt
mellem år 425 og år 455. I 902 erobrede araberne Mallorca og lagde det ind
under emiratet i Cordoba. Alcudia ("Højen") var det navn, som
araberne gav området.
Efter Mallorcas indlemmelse under
Aragonien i 1229 opdelte kong Jaime I øen i 8 dele, hvor han selv beholdt de 4
dele og delte de øvrige 4 dele - herunder Alcudia området - ud til fremtrædende
riddere, som havde bistået i erobringskampen. Senere beordrede Jaime II bygning
af en landsby ved siden af et arabisk landbrug. Han købte selv et hus på
stedet og igangsatte bygning af den gamle bydel med en landsbykirke og en kirkegård.
Byen antog ikke uventet Sankt Jakob (Jakob=Jaime) som sin skytshelgen. Andre
vigtige bygninger fra den tid er hospitalet og Santa Anna kirken.
Fra 1298-1362 blev der bygget en mur omkring
Alcudia, ikke alene
for at beskytte byen men hele den nordlige region af øen. I begyndelsen af
1500-tallet, da de fattige gjorde oprør mod herremændene, måtte de adelige søge
tilflugt indenfor murene, indtil kejser Karl V havde nedkæmpet oprøret. Oprørslederen
Joanot Colom blev tortureret og halshugget, hvorefter hans hoved blev hængt op
på en stage på Santa Margalida kirken i Palma. Byen Alcudia's trofasthed mod
kronen resulterede i, at den i 1523 fik tildelt forskellige privilegier såsom
skattefritagelse og fik status af "trofast by".
Murene var i gennemsnit 6 meter tykke og
forstærket med 26 små tårne. Der var oprindelig 3 byporte, som selvfølgelig
blev lukket ved mørkets frembrud og åbnet igen den følgende morgen. I dag er
kun 2 af de oprindelige byporte tilbage, den østlige Xara og den vestlige Sant
Sebastia. I 1500-tallet blev muren forstærket med 4 bastioner, hvor de 3 stadig
er intakte.
Efterhånden som artilleri blev
kraftigere, var de gamle mure ikke længere tilstrækkelige til at forsvare
byen, og fra 1598-1660 blev der bygget en ydre ring om byen. Den ydre mur havde
4 byporte og 8 tårne. I 1893, da frygten for ydre fjender var væk, begyndte
man at nedbryde den ydre bymur. I dag er kun bastionen Sant Ferran intakt. Denne
står i nærheden af byens tyrefægterarena.
Årene efter opstanden blev meget
vanskelige for øen og Alcudia. Dens beliggenhed nær kysten var handelsmæssigt
en fordel - men også en ulempe, for de frygtede sørøvere slog til gang på
gang. Mange følte sig tvunget til at forlade Alcudia. Omkring 1800 forsøgte
man at skabe lidt fremgang i området ved et udbygge havnen og få 'genbefolket'
byen. Men rigtig gang kom der først i området, da man midt i 1950'erne bygge
et elektricitetsværk ved havnen, som i dag forsyner hele øen. Smukt er det dog
ikke.
Turister begyndte at invadere Alcudia i
begyndelsen af det 20. århundrede, men det store boom kom først i 1970'erne.
Det store marskområde Albufera blev drænet og store hotelkomplekser skød op.
I 1980'erne eksploderede turismen, og i dag er Alducia området helt og holdent
afhængig heraf. En lokal anslog, at 80-85% af indtægterne stammede fra
turisme. Byen har ca. 10.000 fastboende indbyggere, men mere end 30.000
hotelsenge.
Udarbejdet i samarbejde med Rejseholdet.dk