|
Alcuadia
er en lille middelalderby (120.000 m2) med snoede gader og smukke huse. Blomster er der
overalt. En specialitet er de mange renæssance vinduer i middelalderbyen. Disse
blev isat i forbindelse med besøg af Karl V af Frankrig i 1523, hvor byen
skulle pyntes op. Mange af vinduerne er forsynet med våbenskjolde fra de
tidligere indbyggere og smukke halvcirkelformede buer. Et af de smukkeste
eksempler er paladset Can Canta på hovedgaden Carrer Major.
Sognekirken Sant Jaume, som er temmelig stor, ligger meget tæt på
den gamle bymur. Den er bygget i 1892 i gotisk stil på ruinerne af en kirke af
samme navn. Bygningen består af ét hovedskib og med kapeller i sideskibene. Vi
har kun været inde i kirken en enkelt gang for næsten 30 år siden. Det er
vores opfattelse, at kirkerne på Mallorca er mindre åbne end i andre katolske
steder, vi har besøgt. Men man kan jo altid troppe op i forbindelse med en
messe. Ved siden af Sant Jaume ligger det lille kapel Sant Crist. Det er bygget
i barok stil mellem 1675 og 1696. Kapellet har ét skib med 4 sideskibe og med
en lille kuppel.
|