Picassos kunstneriske udvikling fremstilles gerne som en række perioder. Livsomstændighederne genspejles tydeligt i de blå og rosa billeder fra begyndelsen af 1900 tallet, hvor håbløsheden i pjalteproletariatets miljø veksler med forestillinger om kunstneren som uafhængig artist og gøgler. De kubistiske arbejder er helt uden sådanne overtoner af sentimentalitet og nostalgi, og repræsenterer et bevidst opgør med den traditionelle billedopfattelse. Selv kaldte Braque og Picasso - der arbejdede sammen i denne periode - retningen for "begrebskunst" («un art conceptuel»), idet de søgte at nå frem til en opfattelse om tingenes væsen, i stedet for at gengive dem under en vilkårlig synsvinkel.

Den kubistiske tilnærmelsesmåde kan sammenlignes med en dynamisk proces, i modsætning til en passiv underordning af et klassisk dogme - centralperspektivet. I dette opbrud findes ligheder med samtidige forandringer indenfor grene af videnskaben - men ingen direkte sammenhæng.

Det grænsesprængende i kubismen gav ophav til nye stilmønstre: Orfisme, konstruktivisme, neoplasticisme, purisme. Den skabte indsigt om billedflade og billedrum, men i mindre grad om virkeligheden udenfor. For Picasso blev den en af flere metoder til at omforme motivet, og hans rygte som magiker opstod, da han mod slutningen af 1. verdenskrig begyndte at veksle mellem flere stile - fra det klassiske mod det tilnærmet abstrakte. Men virkelighedsforbindelsen kan altid spores i hans billeder, selv om den kan være deformeret eller stiliseret.

Hans ry blev yderligere slået fast gennem arbejdet som scenograf for Diaghilevs russiske ballet - 1920'ernes mest omtalte. Han var med andre ord blevet en offentlig person, som stadig chokerede gennem sine billeder og livsførsel. Kvindemotiverne var lige så interessante, som de stadig skiftende kvinder ved hans side.

Det udpræget antiborgerlige blev til politisk handling, da Picasso på bestilling fra den spanske republiks regering malede «Guernica» til Verdensudstillingen i 1937. I dette kæmpemaleri sammenfattes mange af de motiver, der havde optaget ham gennem 30'erne, men de eksistentielle og psykiske konflikter er her forvandlet til en almen menneskelig protest gennem den forpinte smerte i kroppen og kropsdele.

Der skete heller ikke nogen klarere præcisering af indholdet, efter at Picasso gik ind i det franske kommunistparti efter krigen. Det blev han også angrebet for - især fra sovjetisk side omkring 1950. Han forstod imidlertid at skelne mellem sin samfundsopfattelse, og det han opfattede som en forbigående stalinistisk stramning i kulturlivet, selv om der fra borgerlig vestlig side blev gjort flere forsøg på at få ham til at «hoppe af». Det ville have været en propagandasejr, der ville have været mindst lige så stor som den kommunistpartiet fik, da Picasso tegnede fredsduen ved optakten til den kolde krig.

Picassos næsten utrolige arbejdskapacitet gjorde, at han producerede for fuld tryk - næsten frem til sin død. Ved siden af maleriet gjorde han samtidig en imponerende indsats både indenfor grafik, skulptur og keramik. Den marxistiske kunstskribent John Berger har sammenlignet ham med Kong Midas, som gjorde alt til guld. Alligevel har stimulansen fra markedet ikke spillet nogen væsentlig faktor for ham personligt i efterkrigstiden - som det f.eks. var tilfældet for Salvador Dali. Picassos betydning som investeringsobjekt er en helt anden sag. Der har hans signatur altid været for opadgående, bl.a. fordi udbudet på markedet er blevet nøje reguleret - men også priserne

Der afspejler det forhold, at Picassos kunstneriske indsats er ujævn og ikke kulminerer i nogen afklaring i alderdommen, som det ellers hævdes om de fleste kunstnere indenfor den modernistiske tradition. Typisk nok endte Picasso med at male mesterværker fra kunsthistorien om. Det var det tydeligste tilbagetog fra kubismens opbrud.