Gør denne side til din startside
 
Dit fagregister

Køb bolig |  Lej bolig |  Lej bil |  Golf |  Flytider |  Nyhedsbrev |  Sitemap |  Annoncér

   

 

Områder

Site guide: Forside > Politik > Politisk historie > 1975 - Overgang mod demokrati >  
i

  Forside

  Costa del Sol

  Mallorca

  Costa Brava

  Costa Blanca

  Kanariske øer

  Madrid

  Barcelona

ii

Ferieboliger

i

  Sommerhus i Spanien

  Ferielejlighed Spanien

  Luksusvilla Spanien

  Luksuslejligheder

  Hus på landet Spanien

  Golflejlighed i Spanien

  Vandrehjem Spanien

  Familieferie Spanien

  Billig feriebolig

  Storbyferie Spanien

  Handicap boliger

  Seværdigheder

  Skiferie Spanien

ii

Turist info

i

  Mad Vin

  Sport Fritid

  Sprogguide

  Turistinformation

ii

Generel Info

i

  Bil Motorkøretøjer

  Bolig

  Edb Tele Media

  Finans Forsikring

  Historie

  Husdyr

  Internet

  Jura

  Kultur

  Politik

  Spanien Generelt

  Sundhed Sygdom

  Underholdning

  Undervisning


  

ii

Nyheder

i

  Danske

  Spanske

  Øvrige Udland

  Finans

  Vejret Danmark

  Vejret Spanien

 vejret lige nu!
i

Medier

i

  Radio & TV

  Ugeblade & Magasiner

  Internet

i

Link service

i

  Bolig

  Erhverv

  Historie

  Rejser

  Samfund

  Sport & Fritid

  Turisme

  Diverse


    Søg på Internettet
  
  

  

i


Annonce
Boliger til salg i Malaga ved dansk ejendomsmægler. Klik her: www.bolig-spanien.dk
Lej bolig i Spanien 2400 boliger at vælge fra. Klik her: www.feriebolig-spanien.dk

1975 - Overgang mod demokrati i Spanien

Information om 1975 - Overgang mod demokrati i Spanien. En række nøgleord: Franco, den spanske borgerkrig ..

I 1975 døde Franco. Han havde selvstændigt kronet sig i 1947 og magten overgik nu til arvingen til den spanske krone, Juan Carlos I de Borbón. Det blev hurtigt klart, at det ikke var muligt at fortsætte Francoregimet som premierminister Arias Navarro ellers prøvede på. Kongen udnævnte derfor en af sine unge fortrolige til ny regeringschef. Den nye premierminister, Adolfo Suarez, havde sin karriere knyttet til det fascistisk prægede statsapparat, men skaffede sig samtidig tillid blandt den moderne del af borgerskabet. På grund af sit venskab med kongen, sikrede han sig overfor den konservative hærledelse, og han opfyldte over vinteren og foråret 1977 langt hen ad vejen oppositionens krav om frigivelse af de politiske fanger (særligt baskerne) og legalisering af de politiske partier.

Parlamentet der blev valgt i 1977, blev efter pres fra venstrefløjen i praksis en grundlovgivende forsamling. Den nye grundlov som erstattede Francotidens love, definerede Spanien som et kongedømme med parlamentarisk demokrati, retssikkerhed, ytrings- og organisationsfrihed, strejkeret, adskillelse mellem kirke og stat samt udvidet selvstyre for regionerne. Grundloven blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1978. Vejen var dermed åbnet for, at en lang række politikere, intellektuelle og kunstnere kunne vende hjem - i nogle tilfælde efter 40 års eksil.

Sejrherre ved valget i 1977 og igen i 1979 var statsminister Suarez' Centrumsdemokratiske Union (UCD). Denne alliance af forskellige liberale, konservative, kristeligt demokratiske og højresocialdemokratiske grupper blev det dominerende parti på højrefløjen. De konservative nyfrankister (Alianza Popular - Coalicion Democratica) blev nærmest opslugt af UCD, mens det aggressive Union Nacional samlede det lille, men aktive mindretal af fascistisk inspirerede Franconostalgiske grupper.

Størst på venstrefløjen blev det socialistiske arbejderparti, PSOE, der var det dominerende parti under republikken i 30'erne. Fra afslutningen på borgerkrigen var det gået nedad med dets indflydelse, og ledelsen i eksil mistede efterhånden al kontakt med hvad der skete indenfor Spaniens grænser. Fra 1960 voksede der en ny generation frem der i 1974 overtog ledelsen af partiet, da den unge Sevillaadvokat Felipe Gonzalez blev valgt til generalsekretær. En række mindre socialistiske partier og bevægelser gik senere ind i PSOE, bl.a. Socialistisk Folkeparti (PSP), ledet af Enrique Tierno Galvan, der blev PSOE's ærespræsident.

PSOE tidoblede på kort tid sit medlemstal. Det var meget ideologisk sammensat, spændende fra radikale marxister til moderate socialdemokrater, og konflikterne gjaldt forholdet til marxismen, synet på regionalt selvstyre og indflydelsen fra den socialdemokratiske internationale som PSOE var medlem af. Det havde ikke haft noget specielt hjerteligt forhold til kommunisterne, men de to partier indgik efter kommunevalget i 1979 en aftale om gensidig støtte ved valg af borgmestre.

Kommunistpartiet, PCE, blev dannet ved en afskalning fra PSOE i 1921, men var et lille sekterisk parti, indtil en ny politik blev lanceret i 30'erne. Under borgerkrigen var PCE tilhænger af orden, moderation og samarbejde med middelklassen for at vinde krigen. De mente, kampen for socialisme først kunne begynde efter Franco var nedkæmpet. Dette førte til flere opgør med de revolutionære trotskister og anarkisterne, som blev hårdhændet behandlet eller direkte udslettet af kommunisterne, der styrkede deres magt pga. hjælpen fra Sovjet.

Efter republikkens nederlag var kommunisterne den gruppe, der blev hårdest forfulgt af Franco. Da verdenskrigen og guerillaepoken i slutningen af 40'erne var ovre, gik en gruppe yngre ledere ind for en forsoningspolitik, som skulle samle alle demokratiske kræfter til kamp mod Francodiktaturet. En linie som gradvist vandt tilslutning og holdt sig til efter Francos død og ind i den konstitutionelle periode efter valget. PCE fjernede sig midt i 70'erne fra Moskvas hegemoni og blev en de vigtigste repræsentanter for "eurokommunismen". I 1978 opgav PCE "leninismen", og definerede sig som et «marxistisk, demokratisk og revolutionært parti».

På der yderste venstrefløj fandtes en lang række små maoistiske, trotskistiske og anarkistiske partier, hvoraf de vigtigste var den marxistisk-leninistiske Arbejdernes Revolutionære Organisation (ORT) og Arbejderpartiet (PT). Bevægelsen GRAPO kaldte sig antifascistisk, men blev ofte anklaget for at være infiltreret af provokatører. Det påtog sig ansvaret for flere attentater mod politifolk og militærfolk. Flere fascistiske terrorgrupper gennemførte også attentater.

I februar 81 indtog en gruppe officerer fra Guardia Civil parlamentet Cortes og forsøgte at bringe regeringen til fald. Men kuppet slog fejl og den demokratiske proces konsolideret, da alle politiske partier og specielt kong Juan Carlos tog afstand fra det. Det viste sig, at kongen havde militærets støtte.

Teksten er udarbejdet af Venstresocialisterne.dk

  Udskriv artiklen



 Søg på zapin 

Til toppen

 

 

 
Find det i Fagregisteret!!       

 

© Copyright 2000 zapIN

site guide  |

Privacy statement   |

Legal disclaimer