Parlamentet der blev valgt i 1977, blev efter pres fra venstrefløjen i praksis en grundlovgivende forsamling. Den nye grundlov som erstattede Francotidens love, definerede Spanien som et kongedømme med parlamentarisk demokrati, retssikkerhed, ytrings- og organisationsfrihed, strejkeret, adskillelse mellem kirke og stat samt udvidet selvstyre for regionerne. Grundloven blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1978. Vejen var dermed åbnet for, at en lang række politikere, intellektuelle og kunstnere kunne vende hjem - i nogle tilfælde efter 40 års eksil.

Sejrherre ved valget i 1977 og igen i 1979 var statsminister Suarez' Centrumsdemokratiske Union (UCD). Denne alliance af forskellige liberale, konservative, kristeligt demokratiske og højresocialdemokratiske grupper blev det dominerende parti på højrefløjen. De konservative nyfrankister (Alianza Popular - Coalicion Democratica) blev nærmest opslugt af UCD, mens det aggressive Union Nacional samlede det lille, men aktive mindretal af fascistisk inspirerede Franconostalgiske grupper.

Størst på venstrefløjen blev det socialistiske arbejderparti, PSOE, der var det dominerende parti under republikken i 30'erne. Fra afslutningen på borgerkrigen var det gået nedad med dets indflydelse, og ledelsen i eksil mistede efterhånden al kontakt med hvad der skete indenfor Spaniens grænser. Fra 1960 voksede der en ny generation frem der i 1974 overtog ledelsen af partiet, da den unge Sevillaadvokat Felipe Gonzalez blev valgt til generalsekretær. En række mindre socialistiske partier og bevægelser gik senere ind i PSOE, bl.a. Socialistisk Folkeparti (PSP), ledet af Enrique Tierno Galvan, der blev PSOE's ærespræsident.

PSOE tidoblede på kort tid sit medlemstal. Det var meget ideologisk sammensat, spændende fra radikale marxister til moderate socialdemokrater, og konflikterne gjaldt forholdet til marxismen, synet på regionalt selvstyre og indflydelsen fra den socialdemokratiske internationale som PSOE var medlem af. Det havde ikke haft noget specielt hjerteligt forhold til kommunisterne, men de to partier indgik efter kommunevalget i 1979 en aftale om gensidig støtte ved valg af borgmestre.

Kommunistpartiet, PCE, blev dannet ved en afskalning fra PSOE i 1921, men var et lille sekterisk parti, indtil en ny politik blev lanceret i 30'erne. Under borgerkrigen var PCE tilhænger af orden, moderation og samarbejde med middelklassen for at vinde krigen. De mente, kampen for socialisme først kunne begynde efter Franco var nedkæmpet. Dette førte til flere opgør med de revolutionære trotskister og anarkisterne, som blev hårdhændet behandlet eller direkte udslettet af kommunisterne, der styrkede deres magt pga. hjælpen fra Sovjet.

Efter republikkens nederlag var kommunisterne den gruppe, der blev hårdest forfulgt af Franco. Da verdenskrigen og guerillaepoken i slutningen af 40'erne var ovre, gik en gruppe yngre ledere ind for en forsoningspolitik, som skulle samle alle demokratiske kræfter til kamp mod Francodiktaturet. En linie som gradvist vandt tilslutning og holdt sig til efter Francos død og ind i den konstitutionelle periode efter valget. PCE fjernede sig midt i 70'erne fra Moskvas hegemoni og blev en de vigtigste repræsentanter for "eurokommunismen". I 1978 opgav PCE "leninismen", og definerede sig som et «marxistisk, demokratisk og revolutionært parti».

På der yderste venstrefløj fandtes en lang række små maoistiske, trotskistiske og anarkistiske partier, hvoraf de vigtigste var den marxistisk-leninistiske Arbejdernes Revolutionære Organisation (ORT) og Arbejderpartiet (PT). Bevægelsen GRAPO kaldte sig antifascistisk, men blev ofte anklaget for at være infiltreret af provokatører. Det påtog sig ansvaret for flere attentater mod politifolk og militærfolk. Flere fascistiske terrorgrupper gennemførte også attentater.

I februar 81 indtog en gruppe officerer fra Guardia Civil parlamentet Cortes og forsøgte at bringe regeringen til fald. Men kuppet slog fejl og den demokratiske proces konsolideret, da alle politiske partier og specielt kong Juan Carlos tog afstand fra det. Det viste sig, at kongen havde militærets støtte.

Teksten er udarbejdet af Venstresocialisterne.dk