Selv om en del af de tydeligste fascistiske træk og symboler blev svækket eller fjernet efter Hitlers og Mussolinis fald, bestod selve grundstrukturen helt frem til 1977: Forbud mod politiske partier og uafhængig fagbevægelse samt brutal undertrykkelse af al opposition. Til at holde samfundet i dette jerngreb havde myndighederne et stort politisk efterretningsvæsen, et væbnet politikorps og det halvmilitære Guardia Civil, der havde ansvaret for ro og orden på landet.

Frankismens økonomi

Efter borgerkrigen lå den spanske økonomi i ruiner. Genopbygningen skulle ske efter fascistisk mønster - En reaktion mod den liberale kapitalisme og den materialistiske marxisme. Det var en national selvforsyningspolitik som indebar en stram protektionisme. Men selv om den begrænsede udenlandske investeringer, var det ikke en antikapitalistisk politik. Det nye nationale industriinstitut, INI, skulle ud over at deltage i basisindustrier også lægge forholdene til rette for det private erhvervsliv,

Selvforsyningspolitikken løste ikke Spaniens problemer, og gennem 1950'erne gennemlevede landet en økonomisk krise med stærkt underskud på handelsbalancen og hurtigt stigende inflation. I 1957 indledtes en økonomisk kursændring. Falangisternes magt i regeringen blev reduceret til fordel for Opus Dei - en katolsk organisation med medlemmer fra administrationen og erhvervslivet. Skønt de var autoritære på det politiske område, stod de for udviklingen af en liberalistisk økonomi.

De to ministre som Opus Dei fik i den nye regering lagde grunden for en politik, som for alvor slog igennem med stabiliseringsplanen i 1959. OEEC - senere OECD - og særligt USA gav store lån og pengegaver, samtidig med at Spanien måtte opfylde visse betingelser: De vigtigste var lettelser i restriktionerne mod import og udenlandske investeringer.

Årene der fulgte var karakteriseret af hurtig industriel og økonomisk udvikling og øget handel med udlandet - «det spanske under». En stadig større del af befolkningen begyndte at arbejde i industri- og serviceerhvervene, mens landbrugsbefolkningen blev mindre. Der foregik en massiv flugt fra landområderne. Ikke bare mod de spanske byer, men pga. arbejdsløsheden også mod industriområderne i det øvrige Vesteuropa - herunder Danmark. På samme tid fandt der en invasion af udenlandske turister sted, som sammen med valutaen som emigranterne sendte hjem, reddet underskuddet på Spaniens handelsbalance. De udenlandske investeringer var især koncentreret indenfor avanceret teknologisk industri, farmaceutisk industri, bilindustrien og bankvæsenet.

Frankismens klassestruktur

Franco havde sin støtte blandt det gamle aristokrati, storgodsejerklassen, men også blandt de traditionelt konservative små og mellemstore bønder i Navarra, Galicien og Castilla. Den lille middelklasse var politisk splittet mellem fascister og kristelige demokrater på den ene side og republikanere på den anden. Industriarbejderne fandtes første og fremmest i Baskerlandet og i Catalonien. Der havde folkefronten haft sine stærkeste bastioner. Ikke bare på grund af arbejderne, men også fordi dele af det nationale borgerskab og middelklassen ønskede regional selvstændighed i forhold til Madrid. Under republikken havde regionerne haft et mere udstrakt selvstyre, men dette blev standset af Franco, der ønskede en stærk central stat. Han udsatte samtidig den lokale kultur og sprog for intens forfølgelse, hvilket i specielt Baskerlandet og Catalonien gjorde det muligt at opbygge meget brede og stærke alliancer mod diktaturet. I Andalucia havde de store landarbejdermasser en lang tradition for kollektivt selvstyre i landsbyerne, og de sluttede derfor særligt op om anarkismen.

Den økonomiske og industrielle udvikling fra 1959 medførte store ændringer i klasseforholdene. Det traditionelle jordborgerskab blev skubbet i baggrunden til fordel for et borgerskab med kontrol over bank- og finanskapitalen, store dele af den spanske industri og med nære bånd til den udenlandske kapital. Endvidere udviklede det nationale borgerskab i de økonomisk vigtige regioner i Baskerlandet og Catalonien. Den vældige udvikling af teknologisk avanceret industri, af bank- og kreditvæsnet og af serviceerhvervene medførte samtidig et behov for teknisk og administrativt personale, og der blev derfor udviklet mellemlag med en relativt høj levestandard.

Den vigtigste landsorganisation under Franco var Arbejderkomiteerne - Comisiones Obreras (CCOO). De opstod spontant i begyndelsen af 1960'erne som uafhængige komiteer på de enkelte virksomheder. Først og fremmest kommunister, men også venstrekatolikker, socialister og uafhængige deltog. Arbejderkomiteerne udviklede sig til en stærk bevægelse og fik sine folk ind på laveste tillidsmandstrin i regimets officielle fagforeninger. Fra 1967 blev de hårdt undertrykt og forfulgt.

Den ældste af landsorganisationerne er den socialistiske UGT, Union General de Trabajadores, som i modsætning til Arbejderkomiteerne afslog at anvende det officielle system. Under Francodiktaturet  levede den derfor en forholdsvis anonym tilværelse.

Den anden af de store landsorganisationer fra før borgerkrigen, den anarkistiske CNT (Confederacion Nacional de Trabajo) fik fra slutningen af 60'erne og i 70'erne meget omfattende tilslutning fra den fremstormende arbejderklasse pga. sin radikale kamp mod diktaturet. I modsætning til de andre organisationer hvor medlemmerne var fagforbund og fagforeninger, var medlemsskabet af CNT personligt. Da Francodiktaturet brød endeligt sammen efter Francos død, havde CNT 2 millioner personlige medlemmer.

Teksten er udarbejdet af Venstresocialisterne.dk