Fra alle verdenshjørner begyndte frivillige at strømme til Spanien for at hjælpe regeringen i kampen imod Franco. De frivillige var overvejende kommunister, men også anarkister, syndikalister, demokrater og eventyrlystne lod sig indrullere i de Internationale Brigader, der var organiseret efter sprogområder og bestod af omkring lige dele internationale og spanske tropper. De frivillige var dårligt udrustede og trænede og blev i flere tilfælde sendt direkte til fronten med en ganske minimal og helt utilstrækkelig træning. Ofte løj de frivillige om deres militære træning, for derved hurtigere at kunne komme i kamp, med voldsomme tabstal til følge. 

Franco fik omfattende hjælp fra Tyskland og Italien, både i form af mandskab og materiel, mens regeringen fik støtte fra frivillige verden over, der gik ind i den Internationale Brigade, og på eget initiativ bekæmpede facismen. Omkring 40.000 deltog i den Internationale Brigade, da antallet var på sit højeste, mens omkring 7.000 tyske elitetropper og omkring 60.000 italienske tropper tilsvarende deltog på Francos side. For at inddæmme konflikten besluttede de øvrige europæiske magter at stoppe al våbensalg og anden militær bistand til de stridende parter. Dette forbud blev i realiteten en ensidig hjælp til Franco, idet Tyskland og Italien ikke rettede sig efter forbudet.

Der tegnede sig hurtigt et billede af, hvor fronterne kom til at ligge i den kommende borgerkrig, der skulle vare indtil Francos endelige sejr i slutningen af marts 1939. Nemlig en kampplads opdelt således at regeringen besad den østlige del af den iberiske halvø samt baskerlandet, mens oprørstropperne havde taget kommandoen over den vestlige del med undtagelse af en landstrimmel ind mod Valencia. 

To politiske mord - først på en socialistisk orienteret løjtnant og senere hævndrabet over ham på en højrefløjspolitiker - er af eftertiden blevet tillagt den betydning at være «gnisten der antændte bålet». For at forstå den spanske borgerkrig er det derfor nødvendigt at undersøge den periode der gik forud. En tid sprængfyldt af sociale og politiske uroligheder, der langsomt samledes som tørre grene, der bare manglede en gnist for at antændes. Og gnisten blev udløst af disse to mord, der var de sidste i rækken af politiske hævnaktioner.

Dermed sluttede den spanske borgerkrig, der siden hen har fået status af at være opvarmningen til 2. Verdenskrig, og som sådan fik den stor betydning.

Teksten er udarbejdet i samarbejde med Venstresocialisterne.dk