Den spanske borgerkrig udbrød den 17. juli 1936 med et fascistisk kup imod
den siddende regering. General Franco rykkede i spidsen for den afrikanske hær
ind over det spanske fastland efter et mindre oprør i Spansk Marokko. I starten
var det et samlet oprør, hvor Franco var leder af den del af oprøret der
startede i Spansk Marokko, men allerede i december 1936 blev Franco den
egentlige leder for hele oprøret. Det militære oprør var grundigt planlagt og
bredte sig med lynets hast ud over den iberiske halvø med omfattende hjælp fra
de konservative falangister og civilgardisterne. Oprørerne vandt dog ikke alle
steder. I de største og politisk mest betydningsfulde byer, eksempelvis Madrid,
Barcelona, Valencia og Bilbao blev de nedkæmpet af selvbestaltede grupper, bestående
af en blanding af arbejdere og regeringstro militærfolk.
Fra alle verdenshjørner begyndte frivillige at strømme til Spanien for at
hjælpe regeringen i kampen imod Franco. De frivillige var overvejende
kommunister, men også anarkister, syndikalister, demokrater og eventyrlystne
lod sig indrullere i de Internationale Brigader, der var organiseret efter
sprogområder og bestod af omkring lige dele internationale og spanske tropper.
De frivillige var dårligt udrustede og trænede og blev i flere tilfælde sendt
direkte til fronten med en ganske minimal og helt utilstrækkelig træning. Ofte
løj de frivillige om deres militære træning, for derved hurtigere at kunne
komme i kamp, med voldsomme tabstal til følge.
Franco fik omfattende hjælp fra Tyskland og Italien,
både i form af mandskab og materiel, mens regeringen fik støtte fra frivillige
verden over, der gik ind i den Internationale Brigade, og på eget initiativ bekæmpede
facismen.
Omkring 40.000 deltog i den Internationale Brigade, da antallet var på sit højeste,
mens omkring 7.000 tyske elitetropper og omkring 60.000 italienske tropper
tilsvarende deltog på Francos side. For at inddæmme konflikten besluttede de
øvrige europæiske magter at stoppe al våbensalg og anden militær bistand til
de stridende parter. Dette forbud blev i realiteten en ensidig hjælp til
Franco, idet Tyskland og Italien ikke rettede sig efter forbudet.
Der tegnede sig
hurtigt et billede af, hvor fronterne kom til at ligge i den kommende
borgerkrig, der skulle vare indtil Francos endelige sejr i slutningen af marts
1939. Nemlig en kampplads opdelt således at regeringen besad den østlige del
af den iberiske halvø samt baskerlandet, mens oprørstropperne havde taget
kommandoen over den vestlige del med undtagelse af en landstrimmel ind mod
Valencia.
To politiske mord - først på en socialistisk orienteret løjtnant og senere
hævndrabet over ham på en højrefløjspolitiker - er af eftertiden blevet
tillagt den betydning at være «gnisten der antændte bålet». For at forstå
den spanske borgerkrig er det derfor nødvendigt at undersøge den periode der
gik forud. En tid sprængfyldt af sociale og politiske uroligheder, der langsomt
samledes som tørre grene, der bare manglede en gnist for at antændes. Og
gnisten blev udløst af disse to mord, der var de sidste i rækken af politiske
hævnaktioner.
Dermed sluttede den spanske borgerkrig, der siden hen har fået status af at
være opvarmningen til 2.
Verdenskrig, og som sådan fik den stor betydning.
Teksten er
udarbejdet i samarbejde med Venstresocialisterne.dk