Ved udbruddet af den spanske borgerkrig stod det klart for Europas statsmænd, at denne krig var en snebold, der kunne rulle og i sidste ende trække en hel krigslavine med sig.

Frankrig havde ellers i 1935 sluttet aftale med Spanien om våbenleverancer, men blev nu den stormagt der foreslog oprettelsen af dét som kom til at hedde Ikke-interventionsaftalen. I første omgang var det franske forslag et forsøg på at redde sig ud af det dilemma, landet stod i med dets forhold til Spanien. I kraft af folkefrontsregeringen i Frankrig var der fra fransk side en umiddelbar sympati overfor den angrebne folkefrontsregering i Spanien. Denne sympati blev sat under pres efter de første efterretninger om, at både Italien og Tyskland direkte støttede Francos oprørshær. Vigtigere var det dog, at England påpegede at Frankrig ikke kunne vente støtte herfra i tilfælde af tysk aggression; Frankrig måtte derfor gribe til handling. Der var to muligheder; Frankrig kunne gå ind med direkte støtte til den spanske regering og på denne måde imødegå den tysk-italienske støtte, eller man kunne forsøge at dæmme op for konflikten og måske stoppe den ved mægling.

England spillede her en væsentlig rolle og blev i realiteten det land, der gennemtvang ikke-interventionen. For det første var der ingen umiddelbar sympati for eller ideologisk fællesskab mellem den konservative regering i England og folkefrontsregeringen i Spanien. Man kan selvfølgelig anføre, at England som et demokratisk land havde grund til at sympatisere med den lovligt valgte regering i Spanien, men intet tyder på at den fred England ønskede bevaret nødvendigvis var en demokratisk og retfærdig fred, men nærmere blot et fravær af krig. Englands vigtigste formål var ønsket om forståelse mellem de fire europæiske stormagter: England, Frankrig, Tyskland og Italien. Særligt sidstnævnte var af vital betydning for England på grund af adgangen til Middelhavet.

Frankrig formulerede i august 1936 et forslag om forbud mod direkte eller indirekte udførsel af krigsmateriel til Spanien - det vil sige til begge parter i borgerkrigen. England var naturligvis positiv, Italien tøvede men tilsluttede sig. Tyskland påpegede, at man herfra ikke behøvede at indgå en sådan aftale, da landet ikke var involveret i den spanske konflikt, men at man gerne ville bidrage til en begrænsning af krigen, hvis Sovjet ville tilslutte sig ikke-interventionsaftalen. Sovjet kunne godt tilslutte sig, men stillede på sin side den betingelse, at Portugal skulle indgå på linie med stormagterne, da man på denne måde kunne lukke for støtten til oprørerne fra denne side. Det fra alle sider opstillede krav om alles deltagelse var kendetegnende for aftalens karakter. Ikke-interventionen kunne dels kun fungere, hvis alle var med, og dels ville denne politik kun kunne legitimeres ved alles deltagelse. Ikke-interventionskomitéen blev således dannet som et forum, hvor de forskellige magter kunne holde øje med hinanden.

Det er værd at notere sig, at Ikke-interventionsaftalen i princippet var i klar strid med de folkeretslige regler, der tydeligt tillader en legal regering at købe våben til eget brug. Derved blev sanktionerne ensidigt til Francos fordel - ikke mindst fordi hans allierede i Tyskland og Italien omgik ikke-interventionen og fortsatte deres bistand.

Teksten er udarbejdet af Venstresocialisterne.dk