|
Kong Alfonso XIII abdicerede i 1931, og Spanien var fra da af en republik,
som skulle kæmpe for at få rettet op på de sociale og politiske problemer,
som efterhånden havde hobet sig op. Forholdene på landet var som i et
feudalsamfund, og den langsomt voksende industrialisering fyldte byerne med et
stadigt større fattigt og uoplyst proletariat.
Landbruget var i 1930 stadig det dominerende erhverv, men flere og flere bønder
tog til byerne for dér at søge lykken. Regeringen lancerede i 1931 et
reformprogram, som skulle afhjælpe og ændre på de grundlæggende strukturer i
det spanske samfund. Reformprogrammet indeholdt 3 hovedpunkter, hvor det første
var en ændring af kirkens dominans inden for skolesystemet. Det andet punkt var
en omfordeling af jorden, som ville medføre en stor ændring af magtforholdene
på landet, og det sidste var en imødekommelse overfor Cataloniens krav om
autonome rettigheder. Programmet var en åbenlys torn i øjet på den katolske
og højreorienterede opposition og medførte derfor en række politiske
uroligheder, der igen frembragte en situation, karakteriseret af en stærk
politisk polarisering der blandt andet bestod i, at socialistiske grupper i højere
grad tog afstand fra den reformistiske linie, og istedet betragtede den
socialistiske revolution
som eneste udvej.
Valget i 1933 faldt ud til fordel for højrepartierne, som dannede regering,
dog uden det stærkt konservative parti CEDA, der til trods for dets store andel
af stemmerne ikke fik en eneste ministerpost. Da CEDA i 1934 alligevel fik
tildelt et par ministerposter opstod der et stort røre i den del af
befolkningen, der ikke var interesseret i at blive repræsenteret af et parti,
hvis holdninger til demokratiet lå så langt ude på højrefløjen, at selv de andre højrefløjspartier fra
begyndelsen ikke havde været interesseret i at samarbejde med det. Den mest
kendte og mest betydningsfulde revolte, der opstod som følge heraf var
Oktoberrevolten i Asturien. Denne store minestrejke blev blodigt nedkæmpet af
den afrikanske hær, tilkaldt af regeringslederen Lerroux. Oprørslederen blev
straks anholdt og det gjaldt også den Catalanske selvbestaltede lokalregering.
Konsekvensen heraf var endnu et politisk røre og et nyvalg der skulle gennemføres
i februar 1936.
Valget i begyndelsen af 1936 stod mellem to politiske alliancer, henholdsvis Front
Nacional, der repræsenterede højrefløjen, og Frente Popular,
folkefronten der var en valgalliance af midterpartierne og venstrefløjen. Denne gang løb Frente
Popular af med sejren på et valgprogram der først og fremmest indeholdt løfter
om gennemførelsen af reformerne fra 1931 samt amnesti til de fængslede folk
fra opstandene i 1934. Fængslerne løslod de politiske fanger, og flere steder
begyndte bønderne at besætte jorden, da de mente, at nu var tiden moden til
social revolution. Reformerne blev dog ikke gennemført og ej heller
revolutionen, inden et oprør brød ud sydfra.
Teksten er
udarbejdet af Venstresocialisterne.dk
|