I 1482 erobrede de Granada, og 10 år senere overgav den sidste muslimske konge sig, og markerede herved den længe ventede afslutning på Reconquista.

Spanien udviklede sig til et kæmpe imperium i Den Ny Verden efter Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492. Guld og sølv fra Peru og Mexico røg i de spanske lommer, og erobrerne gjorde krav på landet fra Cuba til Bolivia. Spanien havde eneret på handlen med disse nye kolonier og blev en af de mest magtfulde nationer i verden. Denne eneretsbeskyttelse forhindrede kolonierne i at udvikle sig og førte til et par kostelige krige med England, Frankrig og Holland.

Samtidig forsynede kolonierne i Amerika kolonimagten med en fortsat strøm af ædle metaller, der muliggjorde 3 århundreders økonomisk boom. De oprindelige amerikanske kulturer blev udsat for dobbelt undertrykkelse ved dels at blive underkastet evangelisering, dels at blive sat til tvangsarbejde, hvilket fik størstedelen af dem til at bukke under.

Den økonomiske velstand førte i Spanien til en omfattende udvikling af kunsten og især af litteraturen. 

Det 16. og 17. århundrede omtales derfor som den spanske guldalder. 

I starten af det 20. århundrede var Spanien præget af dyb politisk, social og økonomisk krise, der kun blev forværret af den 1. verdenskrig. I en situation præget af ekstrem polarisering blev der i 1923 begået et statskup, der bragte Primo de Rivera diktaturet til magten. Det søgte at bremse udviklingen af arbejderklassens krav og kravene om autonomi i regionerne. Diktaturet havde mange lighedstræk med fascisterne i Italien men brød sammen i 1931. Mere pga. interne modsætninger mellem de kræfter der støttede det - kirken, militæret og det industrielle borgerskab - end pga. modstanden fra den politiske og faglige opposition. Diktaturets sammenbrud var samtidig dødsstødet for monarkiet, der havde støttet det, og der indledtes en republikansk periode.