Allerede i den tidlige middelalder havde baskerne deres egen styreform. Det
var ikke usædvanligt, at landsbyerne blev ledet af et råd af byens ældste mænd,
som også var familiernes overhoveder. Derudover havde man en slags parlament
bestående af alle baskiske mænd over 21 år. De mødtes hvert andet år for at
diskutere landets problemer under den hellige eg i Gernika (Guernica). Det var
også her at landsbyernes «ældste» og senere kongerne svor, at de ville
respektere baskernes frihed. Egetræet i Gernika er blevet symbolet for et frit
Baskerland.
Gennem tiden har baskerne været underlagt og tvunget tilbage af mange
forskellige folkeslag: Romerne, kelterne, germanske stammer og maurerne. Fra
omkring det 9. århundrede opstår kongeriget «Naffaroa» (Navarra) Det
eksisterer i forskellige former frem til år 1512, hvor Naffaroa erobres af «Kastilien»
- som senere er med til at samle «Spanien». Naffaroa omfattede dog ikke hele
Baskerlandet. I dag er den baskiske provins Navarra delt mellem Spanien og
Frankrig. I 1659 underskrev Spanien og Frankrig «Pyrenæerfreden», som
fastlagde at Bidasoafloden og Pyrenæerne skulle udgøre grænsen mellem de to
lande. Dermed skabtes den endelige deling af Baskerlandet, som hersker endnu i
dag.
I slutningen af 1800 tallet og begyndelsen af 1900 tallet er Baskerlandet
rammen om en stor del af Spaniens tidlige industrialisering. Jernmalmminerne i
området omkring Bilbo (Bilbao) sætter gang i en voldsom industriel vækst. Området
tiltrækker mange immigrantarbejdere fra resten af den spanske stat. Der sker en
løbende skærpelse af konflikten mellem arbejdere og kapital og området kommer til at udgøre den «spanske» arbejderbevægelses vugge. Det
er her organisationer som Det Spanske Socialistiske Arbejder Parti (PSOE), Det
Spanske Kommunist Parti (PCE) og fagbevægelsen UGT tager sit udspring i
kvartererne med immigrantarbejdere.
Teksten er udarbejdet af
Venstresocialisterne.dk