Det autonome Euskadis historie blev kort og tragisk. Så længe Euskadi ikke udsattes for militære angreb, fungerede området omstændighederne taget i betragtning temmelig godt. Den baskiske koalitionsregering bestående af de baskiske nationalister og andre republikanske kræfter styrede området stort set egenhændigt, og centralregeringens direktiver havde ikke den store betydning. Men da Francstyrkerne indledte deres angreb på Euskadi, ændredes situationen drastisk. De dårligt udrustede baskiske styrker måtte overgive stilling efter stilling til fjenden, som blandt andet udgjordes af fascistiske «karlister»fra Naffaroa. Den 26. april 1937 bombedes Gernika af tyske bombefly, og byen blev lagt totalt i ruiner, på nær den hellige eg og bygningerne omkring denne. Bombningen af Gernika blev med Pablo Picassos maleri «Guernica» gjort til et symbol for baskernes kamp og for kampen mod Francos falangister. Nationalisterne og venstrefløjen var i indbyrdes strid om, hvem der havde skyld for de militære tilbageslag. Til trods for dette bød den baskiske hær falangisterne større modstand end ventet, men nederlaget var uafvendeligt, og den 19. juni 1937 overgav Bilbo sig.

Den spanske borgerkrig var et hårdt slag for baskerne. 50.000 døde, 100.000 blev interneret, hvoraf 1000 blev henrettet og 200.000 gik i eksil. Derudover blev 20.000 børn sendt ud af landet til centre i Europa. Alt dette skal ses i den sammenhæng, at der på det tidspunkt kun havde været 1.324.000 indbyggere i Baskerlandet.

Den styrtede regering for det fri Euskadi dannede en eksilregering - fortsat med PNV´s leder Agirre i spidsen. Eksilregeringen rykkede først til de stadigt frie områder, hvor republikken holdt stand og efter Franco havde vundet krigen flyttede eksilregeringen til Paris. I 1940 måtte Agirre atter flygte. Denne gang til New York da Tyskerne indtog Frankrig. Under den 2. verdenskrig deltog mange eksilbaskere på de allieredes side. Der blev i samarbejde med både England og de Gaulle - som repræsentant for det frie Frankrig - dannet baskiske hær enheder, og mange baskere deltog i den franske modstandsbevægelse. I slutningen af 1945 samledes store dele af de baskiske frihedskæmpere ved den spansk-franske grænse, hvor de ventede på ordre til at bryde igennem til Baskerlandet med støtte fra USA.

Aberri Eguna blev i 1945 fejret i Paris, hvor en triumferende Agirre vendte tilbage fra USA. Men allerede samme år blev baskerne tvunget til at opløse deres styrker - om end enkelte på egen hånd udøvede en vis guerillavirksomhed i grænseområdet frem til 1947.

Teksten er udarbejdet af Venstresocialisterne.dk