Specielt til dig der
tager bopæl eller arbejder i et andet EØS-land og som ønsker at overgå til
efterløn eller at få et efterlønsbevis
Hvis du bor eller arbejder i et andet EØS-land, er
der et par ting du skal være klar over, hvis du ønsker at gå på efterløn
eller få et efterlønsbevis.
Det er et krav for at gå på efterløn eller at få
et efterlønsbevis, at du er medlem af en dansk a-kasse. Det er videre et krav,
at du har bopæl i et EØS-land. Derudover skal du opfylde alle betingelserne
for ret til efterløn, herunder kravet om at have ret til dagpenge. I kravet om
ret til dagpenge ligger for det første et beskæftigelseskrav, for det andet et
forsikringskrav og for det tredje et rådighedskrav.
Beskæftigelseskrav
En arbejdsperiode i et andet EØS-land kan have betydning for
din ret til at gå på efterløn eller til at få et efterlønsbevis. Det
skyldes, at du skal have ret til dagpenge eller være på dagpenge,
overgangsydelse mv., når du skal på efterløn eller have et efterlønsbevis.
Ret til dagpenge kræver blandt andet, at du opfylder et beskæftigelseskrav.
Det er et krav om, at du har haft 52 ugers arbejde i de sidste 3 år. For ret
til efterløn eller efterlønsbevis skal beskæftigelseskravet opfyldes ved
arbejde i Danmark.
Du kan som hovedregel ikke gå på efterløn,
hvis din dagpengeret helt eller delvist er optjent på baggrund af arbejde i
udlandet.
Du kan dog gå på efterløn, hvis du:
-
opfylder kravet om medlemsperiode på baggrund af
arbejdsløshedsforsikring i Danmark, og
-
har haft 26 ugers lønarbejde i fuldt sædvanligt
omfang i Danmark eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt
omfang i Danmark i 26 uger inden for de sidste 3 år.
Arbejde i udlandet og i Danmark skal dog sammenlagt
svare til mindst 52 ugers lønarbejde i fuldt sædvanligt omfang inden for de
sidste 3 år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er det
tilsvarende krav mindst 34 uger.
Forsikringskrav
Ved arbejde i et andet EØS-land skal du som hovedregel forsikres i det
andet EØS-land. Dette betyder, at du skal meldes ud af din danske
a-kasse. Det er et krav, at du er medlem af en dansk a-kasse mv. når du skal på
efterløn eller have et efterlønsbevis. Du skal også have været forsikret i
det seneste år umiddelbart inden overgang til efterløn eller udstedelsen af
efterlønsbeviset. Du skal derfor sørge for at blive genoptaget i en a-kasse og
få medregnet dine forsikringsperioder fra det andet EØS-land, inden du søger
om at gå på efterløn eller om at få et efterlønsbevis.
Der findes særlige regler om at få overført
forsikrings- og arbejdsperioder mellem EØS-landene. Du kan læse mere i pjecen
"Om at være arbejdsløshedsforsikret i EØS".
Rådighedskrav
På tidspunktet for overgang til efterløn eller udstedelsen af efterlønsbeviset
skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis du har bopæl eller
opholder dig i et andet EØS-land - men stadig er medlem af en dansk a-kasse -
skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, som om du havde opholdt dig i
Danmark.
Tal altid med din a-kasse inden du bosætter dig,
tager ophold eller arbejde i et andet EØS-land, så du ikke får problemer,
hvis du en dag ønsker at gå på efterløn eller at få et efterlønsbevis.