Hvis du har lønmodtagerarbejde i et andet EØS-land,
skal du som hovedregel forsikres i det andet EØS-land.
Hvis du ikke skal forsikres i det andet EØS-land,
skal du fortsætte med at være medlem af din danske a-kasse for at få udbetalt
efterløn eller overgangsydelse.
Hvis du bliver forsikret i det andet EØS-land, skal
du meldes ud af den danske a-kasse. Du skal dokumentere overfor a-kassen, at du
er blevet omfattet af det andet EØS-lands forsikring. Ofte fremgår det af din
lønseddel, at du betaler til forsikringen i det andet EØS-land. Du kan også få
dokumentation fra myndigheden i det andet EØS-land.
Du kan stadig få efterløn eller overgangsydelse,
selv om du ikke er medlem af en dansk a-kasse. Din efterløn eller
overgangsydelse vil blive reduceret med et beløb, der nogenlunde svarer til
det, du normalt betaler i kontingent. A-kassen kan fortælle dig om størrelsen
af beløbet, og hvordan reduktionen foregår.
Hvis du er omfattet af forsikringen i det andet EØS-land,
kan du måske få ret til dagpenge fra det andet EØS-land. MEN PAS PÅ:
Hvis du vælger at få dagpenge fra det andet EØS-land, vil det betyde, at du
skal træde ud af efterløns- eller overgangsydelsesordningen. Du mister altså
retten til efterløn eller overgangsydelse !
Hvis du har været på overgangsydelse eller på
fleksibel efterløn, har du ikke mulighed for at genindtræde i ordningen. Hvis
du har været på den gamle efterlønsordning, har du mulighed for at genindtræde
- men kun én gang. Du skal ved genindtræden opfylde betingelserne for at gå på
efterløn på ny.