Ronda har 40.000 indbyggere og
befinder sig midt i et vildt klippemassiv og bjerglandskab. Byen ligger på 100 meter høje klippevægge og
er delt i to halvdele af den dybe Tajo-kløft.
Det er i Ronda man finder
Spaniens ældste tyrefægtningsarena, og det er også her, at en lille håndværker,
Pedro Romero, fandt på at bruge det røde klæde til tyrefægtningen. Pedro
opfandt den klassiske Ronda-stil, og han nåede selv at dræbe over 6000 tyre.
Ronda var allerede beboet i den
ældre stenalder og senere slog både keltere og romere sig ned i byen. Da
maurerne kom til, begyndte Ronda for alvor at blomstre op og Tajo-kløften blev
effektivt brugt som voldgrav mod de kristne. Frem til 1485, var Ronda hovedstad
i et lille isoleret maurisk kongedømme.
Seværdigheder
Tyrefægtningsarenaen
Arenaen er fra 1785 og er
Spaniens ældste. Arenaen er yderst charmerende med sine to etager, hvor blandt
andet Ernest Hemingway havde sin egen loge. Man kan også besøge det lille
tyrefægtningsmuseum med kostumer og masser af tyrefægter-minder.
Puente Nuevo
Dette er broen som forbinder de
to bydele. Det tog 42 år at bygge denne bro, som ligger på det højeste og
smalleste sted i Tajo-kløften. Broen er bygget i 1700-tallet og man har en
fantastisk udsigt mod kløftens bund 90 m nede. Under den spanske borgerkrig,
har mange mistet livet, ved at blive skubbet i døden fra broen.
Palacio de Mondragón
Paladset blev bygget af maurerne
og var i 1314 residens for Rondas mauriske monarker og senere for de katolske
konger. I dag er paladset indrettet som et museum med blandt andet kopier af
stenalderhuler.
Domkirken Santa María la Mayor
Kirken var oprindelig en moské
og den gamle minaret er siden blevet ombygget til et klokketårn. Inde i kirken
kan man se, at barokalteret og apsis er blevet bygget med domkirken i Málaga
som forbillede.
Palacio de Marqués de Salvatierra
Paladset er fra 1700-tallet, og
kan kendes på sine fire særprægede Inca-figurer og primitive religiøse motiver.
De arabiske bade
Badene er fra 1200-tallet og er
meget velbevarede med hesteskoformede buer og stjerneformede ovenlysvinduer.
Casa del Rey Moro
Paladset er fra 1700-tallet og
er blevet bygget på fundamentet af et maurisk palæ. Bag ved paladset er en
trappe med 365 trin, som er blevet hugget ud af klippen af kristne slaver. Trappen
fører ned til floden, hvor man dengang hentede vand.
Puerto de Almocábar
Dette er Rondas vigtigste
byport, som blev bygget i 1200-tallet, og det var ad denne vej de kristne
indtog Ronda i 1485.
Cueva de la Pileta
Ca. 27 km vest for Ronda ligger
den kæmpe bjerghule med hulemalerier, hvoraf de ældste er fra
stenaldermennesket for 25.000 år siden. Drypstenshulerne indeholder også
iskolde søer, som man absolut ikke skal hoppe i.
Praktiske oplysninger:
Turistinformation: Plaza
de Espana 1.
Togforbindelse til
Málaga, Sevilla, Córdoba, Algeciras, Madrid m.fl.
Busforbindelse til
Msálaga og andre byer på Solkysten