I den første tid i Spanien vil man føle
trang til at kritisere mangt og meget hvad angår dyrehold og pleje. Forholdene
her er meget anderledes end i Danmark, og man skal ikke glemme, at for ca.20 år
siden havde mange hunde hernede rabies. Derfor er spanierne ofte panisk angst
for hunde, især de store . Ligeledes har alle børn fra deres meget tidlige
barndom lært at skræmme en stor hund væk, ved at bøje sig ned, tage en sten
og kaste den efter hunden. Det var dengang simpelthen den eneste mulighed for at
undgå at blive bidt af en rabiat hund, og der vil nok gå endnu et par
generationer, før denne skræk helt er borte. Vi der arbejder
professionelt med dyrene har dette på nærmeste hold, og det er min
erfaring, at man når meget længere med at vise et godt eksempel end ved at
kritisere.
VI ER TRODS ALT GÆSTER I DETTE LAND,
OMEND BETALENDE GÆSTER !
Bliver man uvenner med en spanier er
resultatet ofte, at der kastes et stykke forgiftet kød ind til ens hund.
Giftstoffet er normalt en eller anden stærk plantegift, og hvis ikke hunden omgående
bringes til dyrlæge, har den højst en halv time at leve i. !
Vi redder normalt ca. 95% af disse forgiftede hunde
( vi har et par stykker pr måned) hvis de blot når levende til
klinikken, men det er en meget ubehagelig oplevelse for både hund og ejer.
Store hunderacer SKAL føres i snor og
bære mundkurv. Det efterleves ikke i særlig høj grad, men sker der uheld og
disse ting ikke er i orden, koster det dyrt.
Vi har et par sygdomme hernede som man
ikke kender i Danmark. Det er derfor en god ide, straks at henvende sig til en
dyrlæge og få råd om forebyggelse mod disse sygdomme (Leishmaniose og hjerte
orm).
Velkommen til Spanien med alle Deres
husdyr.
Jens Klausen. Dyrlæge.