Kun få af de mange millioner
turister som hvert år tager til Spanien, vælger at bo i Málaga. De fleste
vælger at drage til de mindre feriebyer, op langs kysten. En årsag kan blandt
andet være, at ved første indtryk virker Málaga kaotisk, grim og støjende.
Malaga, som er Picassos fødeby,
har ca. 500.000 indbyggere hvilket gør den til Costa del Sols største by. Den
er en af Spaniens fattigste byer med stor arbejdsløshed og kriminalitet. Selvom
Málaga indeholder megen larm, snavs og farlige bilister, er det et godt sted at
besøge, hvis man vil se en rigtig spansk by, i stedet for de velpolerede
feriebyer. Mange turister tager også på endags ture hertil, for at gå på indkøb
i Málagas mange butikker.
En person som i tidens løb er
blevet meget fascineret af Málaga, er vor egen H.C. Andersen, der kom hertil
som 52-årig i 1862 og blev meget forelsket i den spanske by, med alt hvad det
indeholder.
Málagas historie går mere end
3000 år tilbage, da byen blev grundlagt af fønikerne, som byggede en fæstning
på det sted, hvor nu Alcazaba ligger. Grækerne kom til senere, men det var
først da romerne kom, at byen begyndte at blomstre op.
Málaga blev desværre senere
hærget og ødelagt da Vandaler og vestgotere kom til efter romerne. Det var
først i 711, da maurerne kom til, at Málaga
atter kom på fode. Maurerne kaldte byen for paradis på jord og gjorde
Málaga til en driftig handelsby. Der blev blandt andet eksporteret frugt og
lertøj til andre middelhavslande.
I 1487 måtte Málaga overgive sig
til kong Ferdinand og dronning Isabella og deres hær på 60.000 mand. Under
denne lange kristne tilbageerobring måtte maurerne spise hunde og katte, og
efter overgivelsen blev de dømt til slaveri. På grund af tabet af de dygtige
maurere begyndte Málagas økonomi, at blive dårligere. Det var først i
1800-tallet at byen igen, kunne begynde at se økonomiske forbedringer. Årsagen
var, at Málagas dessertvine kom på mode overalt i Europa, samtidig med at der
kom mange nye job i tekstilindustrien og på værfterne.
Siden 1960’erne har det været
masseturismen, som har sørget for at Costa del Sol, har en god og stabil
økonomi.
Seværdigheder
Alcazaba
Borgen blev bygget for omkring
1000 år siden, på ruinerne af fønikiske og romerske fæstningsanlæg og er siden
blevet gennemrestaureret. Borgen fungerede tidligere som palads, og er meget
flot med mere end 100 tårne og moskeer.
Det Romerske Teater
(Teatro Romano)
Amfiteatret ligger få meter tv.
for indgangen til Alcazaba og er det eneste synlige vidne om stormagten Roms
herredømme i Málaga.
Castillo de Gibralfaro
Det ligger på toppen af
Gibralfaro-klippen og rager op over byen, derfor er der også en helt enestående
udsigt over Málaga med tyrefægterarenaen, havnen og La Malagueta-kvarteret med
de mange populære restauranter.
Paseo del Parque
Det er Málagas berømte palme- og
platanpromenade, der bugner af eksotiske vækster – appelsiner, bananer, bambus,
agaver, kaktus og anden frodighed.
Tyrefægtningsarenaen
(Plaza de Toros)
Arenaen er fra 1874 og hører til
Spaniens største og ældste. Den kan rumme
14.000 tilskuere, og der forgår regelmæssigt kampe. Under den spanske
borgerkrig var arenaen centrum for massehenrettelsen af Francos modstandere.
Den engelske kirkegård
Den ligger på toppen oppe tv.
for den anglikanske kirke, St. George’s. Den blev anlagt i 1830 og er et af de
ældste gravsteder, der er udsmykket med muslingeskaller som tegn på
udødelighed.
Mercado Atarazanas
Markedet ligger lidt vest for
centrum og er opført i 1800-tallet i støbejern og mudéjar-stil, dette giver en
imponerende maurisk facade fra 1300-tallet.
Domkirken
Kirken er bygget i 1500-tallet
og er opført hvor der tidligere lå en moské. Først i 1722 blev vestfacaden med
de tre høje indgangsportaler lavet.
El Sagrario
Bygningen som ligger lige ved
indgangen til domkirken, er fra 1400-tallet, og var oprindelig en moské.
Convento de Santa Ana
Klostret er fra 1878 og er af de
mere usædvanlige seværdigheder. Bag murerne lever en halv snes
cistercienser-nonner, som har forbud mod ikke alene at omgås andre mennesker,
men også at se dem.
Museo de Bellas Artes
Blandt museets malerier er der
blandt andet enkelte værker af Pablo Picasso, samt en stribe tegninger som
Picasso tegnede da han var dreng. Foruden Picasso er der mange andre malerier
fra spanske malere.
Santiago el Mayor
Den blev grundlagt i 1490 af den
katolske konge og her blev Picasso døbt. Her skal man bemærke det særprægede
tårn i mujédarstil.
Casa Natal de Picasso
Huset hvor Picasso blev født 25.
oktober 1881, er nu blevet indrettet som et lille museum, med enkelte af hans
værker.
Museo de Artes y Costumbres Populares
Museet er en tidligere kro fra
1600-tallet og er Málagas museum for folkekunst.
Jardin Botánico-Histórico la Concepción
Fire km nord for Málaga mod
Anteguera. Dette er en lille oase med eksotiske planter hentet verden over
gennem de seneste 150 år.
Fra alle Solkyst byerne går der
regelmæssige busforbindelser, og Torremolinos, Fuengirola og andre kystbyer
vestover er forbundet med Málaga via S-tog, der kører i begge retninger hver
halve time. Man kan også nemt tage en taxa, men det er klogt at aftale prisen i
forvejen.
Hvis man vil på den helt store
indkøbstur, er det en godt ide at tage til Málagas førende indkøbsstrøg. Her
findes mange store varehuse, og i byens nordlige udkant ligger det største
shoppingcenter på Costa del Sol. Hver Søndag kl. 10-15 er der et loppemarked på
Paseo de los Martiricos.