er
næste skridt i bestigningen, og definerer det punkt hvor det bliver så stejlt
at man skal have hænderne til hjælp.
Der findes to forskellige systemer for
vurdering af sværhedsgrad, et Fransk og et Amerikansk. Fælles for dem er at de
med enten tal eller bogstaver beskriver den sværhedsgrad en rute har.
Som
regel er man et hold på to der bestiger sammen, hvor man så skiftes til at
klatre en pitch/reblængde på 50 meter, hvor man sikrer ruten, med makkeren
under til at styre rebet. Så klatrer makkeren efter, og tager ”sikringerne”
med undervejs, hvorefter man bytter.
I
de senere år er der kommet mange foreninger i Danmark, hvor de kombinerer salg
af udstyr med tilbud om at klatre på en kunstig væg af forskellig højde og sværhedsgrad.
Det er en god forberedelse til at komme ud i rigtige bjerge, hvor man bør
starte med skoler, eller boltede ruter som det også kaldes. Det indebærer at
der med sikkerhedsmæssigt forsvarlig afstand sidder bolte i klippen, som man så
hægter sig på med karabinhager. Det bedste og mest varierede område, hvad angår
boltede ruter, er i Mont blanc massivet og Le brevent som er en mindre udløber
af dette ved Chamonix i Frankrig. Der er også en række steder i Østrig og
Schweiz, med alsidige muligheder.