I takt med at flere og flere sidder på kontorer og bor i byerne, er disse sportsgrene begyndt at appellere til det moderne menneske. Sandsynligvis som en kombination af et behov for at udmærke sig individuelt, og et generelt behov for at komme ud og opleve samtidig med at man bruger sin krop. I de fleste jobs i dag, kommer man ikke i situationer hvor man bliver presset til det yderste, og lærer sine grænser at kende.

Mange har den opfattelse, at disse sportsgrene udøves af døds foragtende adrenalinjunkies, der bare bliver ved med at lave vildere og vildere ting indtil det går galt. Det er naturligvis langt fra tilfældet, selv om de naturligvis findes.

Langt de fleste dyrker det som en kombineret natur-, og grænse brydende -oplevelse på linie med job udviklingskurser, med eks. jægersoldater, hvor man netop lærer at tage hurtige beslutninger i pressede situationer.

Kunsten er at kende sin begrænsning, så man aldrig mister overblikket, eller kommer i livstruende situationer. Arbejder man herudfra vil man opleve den tilfredsstillelse, der ligger i at kende sin begrænsning og presse sig selv til det yderste, og opleve at man havde vurderet rigtigt da man satte sig et mål.  Det er uvurderligt for selvtilliden, og problemer i dagligdagen bliver sat i et helt andet perspektiv, når man hænger i et par fingre med 200 meter til jorden, og en udsigt på 15 km ud over landskabet.

Alle vil ved bjergbestigning opleve at de grænser vi har, i høj grad er sat af vores egen psyke, og altså er selvskabte forestillinger om hvor vores begrænsning ligger. Ligegyldigt hvor godt man forbereder sig vil man opleve situationer, hvor man bliver presset ud over denne mentale barriere, og presser sig selv til at yde i en grad man ikke havde troet muligt. For nogle lyder det ubehageligt og unødvendigt, men er vi ikke igen og igen udsat for lignende situationer i livet i almindelighed. Hvor det ville være rart at kende den reelle begrænsning, frem for den mentale. Dermed ikke sagt at det mentale ikke spiller ind i bjergbestigning. Men netop i oplevelsen af selvkontrol styrkes oplevelsen af jegets styrke, hvis man formår at kontrollere angsten som alle møder i bjergene.

Mange tror umiddelbart at det er store muskler og råstyrke der er forudsætningen for bjergbestigning,  det er ikke tilfældet. Det er kombinationen af styrke i forhold til vægt, samt smidighed og teknik der er afgørende. Måske kan du tage ti repetitioner med en håndvægt på 15 kilo, men prøv og se hvor længe du kan holde den ud fra kroppen i strakt arm. Det er to vidt forskellige ting.

Rigtig bjergbestigning over et længere forløb, er i høj grad et spørgsmål om evnen til at tilpasse sig forskellige faktorer. Evnen til at tilpasse sig højden, optagelsen af kulhydrater, samt evnen til at omsætte fedt til energi. I modsætning til hvad man skulle tro er kvinder ofte bedre end mænd, dette skyldes nogle basale faktorer. Kvinders styrkeforhold i forhold til vægt,

Generelt bedre smidighed, samt det faktum at kvinder har en fødselsreserve af fedt på hofterne, som gør at de i ekstreme situationer omsætter energi bedre end mænd. Når den skrøne at mænd har en bedre udholdenhed end kvinder er manet i jorden, skal det dog siges at langt de fleste bjergbestigere er mænd, sikkert fordi mænd har et større behov for at udmærke sig selv i styrkebetonede relationer.

Der er flere typer eller specialiteter indenfor bjergbestigning, som kan dyrkes som separate discipliner i sig selv.